Vand i hanen ved en krisesituation?
Vand er måske det vigtigste råstof vi har. Kan man så forvente at der er vand i hanerne fra Hadsten Vandværk (HV) i en krisesituation?
HV er en kompleks størrelse der leverer drikkevand i en kvalitet hvor vandanalyser viser markant bedre kvalitet på alle parametre end krævet, til forbrugerne i Selling, Lyngå, Lyngå Vestre, Vissing, Lerbjerg / Svejstrup, Nr. Galten foruden hele Hadsten.
Vi leverer op mod 600.000 m3 vand til 4.500 forbrugere pr. år. Vi har16 boringer der leverer vand til 3 vandværker. Det hele er koblet sammen til en enhed og derforuden er der en ledning mellem Hadsten og Hadbjerg. Vandet kan dirigeres rundt i hele ledningsnettet - også ved strømnedbrud med og uden diesel generator. Ved evt. forurening kan de berørte boringer kobles ud.
Et vandværk er kritisk infrastruktur og er derfor underlagt visse retningslinjer. Vi ofrer meget tid og mange penge på at sikre os mod fjendtlig indtrængning i vore systemer. Vi har separate PC'ere til drift af hvert vandværk og af administrationen. Der er sikret med 2-faktor godkendelse. Gennem et årshjul og sammen med leverandører opdateres eller udskiftes servere, routere, netværk. firewalls og modems. Alt sammen for at beskytte OT og IT mod uønsket indtrængen.